See all Europe & CIS locations

Hoteller i Aalborg

EVENTYR VED FJORDEN I AALBORG

Aalborg, en gammel vikingeby fyldt med fascinerende seværdigheder, er en by, hvis livslyst bare smitter! Det luksuriøse Radisson Blu Limfjord ligger i hjertet af byen ved siden af den smukke Limfjord og det primære gågadeområde med dets charmerende caféer og butikker. Gå ikke glip af elegante Jens Bangs Stenhus fra Renæssancen i nærheden og det enestående KUNSTEN Museum of Modern Art, for ikke at nævne forlystelsesparken Tivoliland.

Aalborg ved Limfjorden og Kattegat er kendt som Nordjyllands hovedstad og Danmarks fjerdestørste by. Som i de fleste andre danske byer ved vandet har der boet mennesker på stedet siden 800-tallet. Takket være sin havn, sit fiskeri og livlige handel med omverdenen, især Norge og England, blomstrede byen, der fik købstadsrettigheder i 1342 og indtil 1850-erne Danmarks næststørste by.

Historisk fik byen betydning som oprøreren Skipper Clements hovedbase under Grevens Fejde, men i 1534 blev han slået af Johan Rantzaus tropper efter stormen på Aalborg. Skipper Clement blev taget til fange og senere halshugget på Viborg Landsting i 1536.

Fiskeriet, der havde været grundlaget for byens velstand, blev i 1800-tallet afløst af industrialiseringen, og mange store virksomheder blev grundlagt i perioden. Blandt dem, der stadig eksisterer er cementfabrikken Aalborg Portland, mens Aalborg Værft som så mange andre havneområder i landet er ved at blive omdannet til et område med boliger, erhverv, kulturhuse og havnepromenade. Gå en tur i området, der sker mange spændende ting og flere er i støbeskeen.

Som de fleste andre steder er udviklingen ved at vende igen, og industri afløses af viden. Aalborg huser i dag flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. Aalborg Universitet og University College Nordjylland. De mange studerende sætter naturligvis også deres præg på byen, og det samme gør de mange kulturinstitutioner, der gør Aalborg til en af landets aktive musik- og kulturbyer.

Som gæst på Radisson Blu Hotel i Aalborg har du alle muligheder for at udnytte byens mange tilbud. Du bor centralt, midt i byens gamle centrum og i gåafstand fra fjorden, Aalborghus Slot, den kendte Jomfru Ane Gade og indkøbsgaden Bispensgade. Nemt og bekvemt, når du skal udforske byen og omegnen, og dejligt at komme hjem til de dejlige faciliteter efter en travl dag.

Du har det nemt, når du skal svinge Dankortet i Aalborg, for Radisson Blu Hotel Aalborg ligger Bispensgade, der i århundreder har været byens førende promenadestrøg og sammen med Algade og sidegaderne er et sandt Mekka for byens shoppere. Her ligger de lækreste modebutikker side om side med skoforretninger, guldsmede, sports- og delikatesseforretninger.

Går du ned ad sidegaderne finder du flere specialforretninger, små butikker med tøj og smykker, ofte med eget design, kunsthåndværk, gallerier og cafeer. Her kan du hvile fødderne, mens du nyder en forfriskning og ser på menneskemylderet omkring dig. Med i købet får du et helt specielt miljø med smukke, gamle huse og brolagte gader.

På Nytorv ligger stormagasinet Salling, der netop er blevet renoveret og tilbyder et bredt varesortiment, inklusive et supermarked. Er der noget, du lige står og mangler, finder du det helt sikkert i et af byens Indkøbscentre.

Siden 1846 er der blevet produceret snaps i Aalborg, og selvom du kan få en Rød Aalborg og de mange andre varianter overalt i Danmark og mange steder i udlandet - det siges at være derfor, Aalborg skrives med Aa – er der noget helt specielt ved at købe en flaske på stedet.

Den første lørdag i måneden forvandles kulturhuset Nordkrafts kedelhal til et stort fødevaremarked med friske produkter fra lokale producenter og specialiteter fra udlandet. Loppemarkeder og bagagerumsmarkeder er også populære. Her møder du studerende på jagt efter et møbel til hybelen eller en god, brugt vinterfrakke, samlere der søger efter netop den ting, de mangler i samlingen, kendere, der håber på et godt fund, og alle de andre, der hygger sig mens de går rundt og snuser – og måske falder for en uimodståelig ting, de absolut ikke har brug for, men ikke kan undvære.

Som de fleste andre steder i Europa er julemarkederne er også blevet et yndet samlingspunkt i Aalborg, hvor man hygger sig blandt boderne, køber julegaver og får varmen med et glas dampende gløgg i hånden.

Jens Bangs Stenhus i Østerågade stammer fra 1634, og med sine fem etager var det usædvanligt højt hus efter datidens standard. Jens Bang var en farverig storkøbmand med en stor formue, som han omsatte i sit opsigtsvækkende hus, der i dag er et af byens hyppigst fotograferede bygninger.

Som modtræk til Jens Bangs pompøse renæssancebygning kunne du lægge vejen forbi Utzon Center på Slotspladsen, tegnet af Jørn Utzon. Formålet med Centret er at formidle arkitektur, design kultur og kunst, så de går op i en højere enhed.

Hvis du er i Aalborg i sommerhalvåret (og det ikke blæser), så besøg byens vartegn, Aalborgtårnet. Rejst på Skovbakken og med sine 55 meter er det byens højeste punkt med en helt fantastisk udsigt. Turen derop med den udvendige elevator, Nordens højeste af slagsen, er en oplevelse i sig selv. Måske nyder du besøget dobbelt, når du ved at tårnet, der blev bygget til en udstilling i 1933, egentlig skulle være revet ned efter udstillingen, men det viste sig at være for dyrt, så det står der endnu. Ved siden af Aalborgtårnet ligger KUNSTEN, et arkitektonisk mesterværk tegnet af Alvar Aalto. KUNSTEN er p.t. under ombygning, men du kan beundre bygningen udefra.

Tag turen over fjorden til Nørre Sundby. Her ligger Lindholm Høje, et levende museum, der giver et godt indblik i livet i oldtiden og vikingetiden, både i teori og praksis. Udstillingerne er baseret på fund gjort i byen og omegnen, og der er mulighed for at sejle med vikingeskib og besøge et vikingehus.

Er børnene med, så tag i Aalborg Zoo. Her er isbjørne, som mange kender i forvejen, for deres unger kunne i lange perioder følges på webcam. Løver og tigre trives i deres nye anlæg, og ingen kan stå for de små abeunger. I et særligt område ligger De Afrikanske Landsby med antiloper og zebraer, strudse og dværgflodheste. En legeplads er der naturligvis også, så ungerne kan få brændt noget krudt af.

Der er meget mere at se i Aalborg. Har du særlige interesser, så spørg personalet på hotellet, de hjælper dig gerne på vej.

Hvorfor tage til Rio når Aalborg har Nordeuropas største karneval. En ægte folkefest, der kulminerer med en storslået parade, der begynder i Midtbyen og slutter med en kæmpefest i Kildeparken med masser af dans og musik.

Hvert år sætter Aalborg opera på programmet. I 10 dage står den på arier, duetter og hele operaer på film og scener, på torve, arbejdspladser og cafeer, med det nye Musikkens Hus som base. Du behøver ikke være inkarneret operafan for at synge med på La Donna è mobile – du synger bare ’Rødgrød med fløde på’. Melodien er den samme.

Uden mad og drikke du’r helten ikke – og der er bestemt ingen grund til ikke at være en helt i Aalborg. Det vrimler med cafeer, barer og restauranter i alle afskygninger, det er blot at vælge.

Som noget helt specielt kan du tage en Aalborg Beer Walk. Med et smageglas og 6 kuponer i hånden kan du afprøve byens pubber uden at blive ruineret.

På Aalborgs nye havnefront venter gode gastronomiske oplevelser. Nyd en middag ud over det sædvanlige på den gamle, nu pensionerede, isbryder Elbjørn. Omgivelserne er unikke og menukortet fristende. Du kan naturligvis også blive på land og besøge en af de ’landfaste’ restauranter. Den gode mad og udsigten over fjorden har du stadig.

Jomfru Ane gade – eller bare Gaden - ved siden af Radisson Blu Hotel, er et kapitel for sig. Om dagen kan du nyde et dejlig frokost eller en kop kaffe i en af Gadens lækre restauranter og cafeer. De fleste har udendørs servering om sommeren. Når mørket sænker sig, kommer natteravnene frem og gaden forvandles en fest med musik og dans natten lang. Ikke uden grund er Jomfru Ane Gade kendt som Nordens største, samlede cafe-, restaurations- og diskoteksgade.

De jyske kroer er berømte, og nogle af de bedste ligger i og omkring Aalborg, som f.eks. den legendariske Scheelsminde, indrettet i en herregård fra 1808 med tilhørende park. Nyd kroens klassiske køkken baseret på sæsonens råvarer tilsat et dristigt, moderne touch.

Foretrækker du at hygge dig på hotellet frem for at gå ud efter dagens oplevelser, kan du nyde et lækkert måltid i hotellets restaurant Vero Gusto. Her serveres italiensk køkken med pizza, pasta og bøf, alt baseret på gode, friske råvarer. En god afslutning på en dag fuld af gode oplevelser.