See all Europe & CIS locations

Hoteller i Haugesund

FJORDE, GLETSJERE OG BJERGE I HAUGESUND!

Kom lidt væk fra det hele på en afslappende miniferie til storslåede Haugesund! Det elegante Radisson Blu Hotel, der er beliggende tæt på vikingebyen Avaldsne og kun 4 km fra Haugesund, er en ideel base til at opleve den storslåede natur omkring byen med sine majestætiske bjerge, maleriske fjorde og brede sandstrande. Der kører bybusser lige uden for hotellet, som byder på fantastisk udsigt over havet.

Haugesund er "hovedstad" for 100.000 haugalendinger og er en af Norges vigtigste handelsbyer. Grundlaget for udviklingen af Haugesund til en vigtig by for eksport af sild, og senere som en af Norges største skibsfartsbyer, blev lagt af det rige sildefiskeri langs den vestlige kyst. Søfartsindustrien er stadig størst i Haugesund, og byen er hjemby for Sjøfartsdirektoratet.

Haugesund byder på et væld af festivaler og kulturarrangementer gennem hele året. De to største og mest kendte festivaler er Sildajazz og Den Norske Filmfestival, hvor Amandaprisen uddeles. Hoteller, caféer, restauranter og pubber ligger på rad og række langs Indre Kai. Her kan man slentre en tur for at trække den friske havluft ind eller stoppe op for en kop kaffe eller et bedre måltid. Øen Røvær har været beboet siden stenalderen og er et populært turistmål. Turen tager kun 25 minutter med rutebåd fra Indre Kai. Vibrandsøy, et lokalt friluftsområde, ligger kun et stenkast fra Indre Kai, og rutebåden til Røvær stopper her efter anmodning.

Ikke langt fra Haugesund kan du køre over til Karmøy, Norges tættest befolkede ø. Karmøy byder på mange overraskelser og spændende, historiske steder. Helt i syd finder du Skudeneshavn, en levende og ægte sejlskibsby fra 1800-tallet. Her kan du se empirestilen og opleve det charmerende kulturlandskab. Længere mod nord ligger Visnes, som er et gammelt, særegent minesamfund med stor historisk og international betydning. Avaldsnes bliver kaldt Norges ældste kongesæde. Her placerede Harald Hårfager sin hovedgård efter slaget ved Hafrsfjord. Avaldsnes var strategisk placeret ved det langstrakte stræde, som gav navn til vores land - veien mod nord - "Nordvegen". Olavskirken, som blev påbegyndt i 1250 af Håkon Håkonson, er det største mindesmærke om tidligere storhedstider på Karmøy. Ægte kystkultur, frisk havbrus, naturlige vige, frodig vestlandsnatur og spændende historie er Karmøy i dag.

Mellem Haugesund og Karmøy ligger Radisson Blu Hotel, Haugesund. Hotellet er omgivet af en flot have med kort vej til Haugesund centrum og lufthavnen på Karmøy.

Handelsgaden Haraldsgata er Norges længste gågade. Her ligger butikkerne på rad og række og frister shoppinglystne indbyggere og besøgende. Her finder du eksklusive tøjbutikker, boghandlere, parfumerier, guldsmede, cafeer og gavebutikker. I centrum finder du alt, hvad hjertet, hovedet og maven begærer. Centrum er ikke strømlinet i sin form, heller ikke tør og varm hele året. Her er kædebutikker, indkøbscentre, nichebutikker og specialbutikker. Derudover finder du et bredt udvalg af restauranter, natklubber, cafeer og kulturinstitutioner.

Amanda Storsenter ligger ca. 4 km sydøst for Haugesund centrum og er, med over 70 butikker, regionens største indkøbscenter og førende på markedet. Det er let at komme hertil, og med 1.600 gratis parkeringspladser og gode busforbindelser, er der ingen undskyldning. Det er perfekt at handle her, specielt når vejret er dårligt, og du ikke har lyst til at blive våd.

En af butikkerne i Haugesund, der har en spændende historie, er Bruvik Time. Da han var 15 år gammel, var designeren Rune Bruvik med sin familie på ferie i Genève. Der fik han sit første schweiziske armbåndsur, og en lidenskab for ure var født. Han havde en drøm om at designe sine egne ure, og 18 år senere blev drømmen til virkelighed. Bruvik Time blev grundlagt i 2009 og producerer i dag kvalitetsure, som binder norsk natur og ure sammen.

På Karmøy finder du Åkra Sjømat. Firmaet er blandt landets førende leverandører af krabbeprodukter og leverer produkter af høj kvalitet. I fiskebutikken finder du næsten alt inden for krabber - lige fra fyldte krabbeskaller, hele, gratinerede krabber til krabbekød fra de forskellige dele af krabben, levermasse og rogn. Fiskebutikken har også sit eget køkken, så her har du også mulighed for at smage dejlig varm mad.

Som så mange andre steder i Norge har Haugesund også fokuseret på lokalproducerede føde- og råvarer. Karmøy Laks med sine lakseprodukter, og Lundal, som producerer røget og saltet mad, pølser, bacon og "pinnekjøtt" efter gode gamle traditioner og opskrifter fra området omkring Åkrafjorden, er gode eksempler på dette. Fra Haugesund og de omkringliggende områder kan du købe meget god og spændende mad.

Fra Radisson Blu er det nemt at begive sig ud på opdagelse. Hotellet ligger centralt placeret ikke langt fra Haugesund centrum og ej heller langt væk fra Karmøy. Hotellet er den perfekte base for at udforske Haugaland.

Haugesund Rådhus var en gave fra skibsreder Knut Knutsen OAS og hans kone Elisabeth. Rådhuset blev tegnet af arkitekterne Gudolf Blakstad og Hermann Munthe-Kaas og blev indviet i 1931. Rådhuspladsen blev indviet i 1949. Rådhuset er et af landets kendte bygningsværker og er rigt kunstnerisk udsmykket. Rådhuset og de omkringliggende områder er fredede. I "Norges kunsthistorie" omtaler Leif Østby Rådhuset i forbindelse med den klassiske strømning hos arkitekterne i 1920'erne: "Et af retningens mest betydningsfulde arbejder er Haugesund Rådhus med det statelige, kraftigt markerede hjørneparti, der er prydet med dobbeltstillede søjler". I september 2010 blev Rådhuset kåret til landets flotteste rådhus i en undersøgelse, der blev gennemført blandt "Kommunal Rapports" læsere. I sommersæsonen kan du deltage i en af de guidede rundture på rådhuset.

Rigsmonumentet Haraldshaugen blev rejst i 1872 ved tusindårsfesten til minde om Harald Hårfagers samling af Norge. I 1800-tallet mente man, at man havde fundet den gravhøj, som var beskrevet hos Snorre som Harald Hårfagers gravsted, og rigsmonumentet blev placeret her, på Gard, 2 km nord for Haugesunds bykerne. Monumentet er tegnet af arkitekt Christian Christie som en stor gravhøj omgivet af en granitmur med 29 bautasten, en fra hver af de gamle norske fylker. På toppen af højen står en 17 m høj granitobelisk med fire bronzepaneler rundt om basen. Hvert af panelerne afbilleder vigtige scener fra Harald Hårfagers liv og levned.

På Norheim lige nord for Avaldsnes står fem høje bautasten i en stjerneformet stensætning. Inde i stensætningen lå en grav fra den yngre, romerske periode (ca. 350 e. Kr). Traditionen fortæller, at denne stjerneformede stensætning er en del af et religiøst/magisk kalendersystem. Triangelformen skal være et symbol på det kvindelige, mens selve bautastenene er et fallossymbol. Stensætningen kaldes "De fem dårlige jomfruer". Her skal du høre hvorfor. Olav den hellige rejste ofte rundt omkring i landet og kristnede sit folk. En gang kom han nordfra og skulle til kongegården på Avaldsnes. Da han nåede frem der, hvor Karmsundet er smallest, så han fem piger, som stod på fastlandssiden og vinkede til ham. Men kongen lod sig ikke friste. I stedet råbte han højt. "Bliv stående der, og bliv til sten, til jeg kommer tilbage igen." Straks blev jomfruerne til sten. Der står de endnu og ser ud over Karmsundet mod Olavskirken på Avaldsnes.

Haugesund har et godt udvalg af cafeer, restauranter og barer. Her findes der noget for enhver smag og i alle prisklasser. Naturligvis er der mange, som fokuserer på de gode råvarer fra havet, for Haugesund er virkelig en by med traditioner inden for fisk og skaldyr. Vær parat til spændende kulinariske oplevelser.
Radisson Blu Hotel, Haugesund ruster dig til at møde dagens oplevelser med sin Super Breakfast Buffet. Her finder du et stort udvalg af frugt, varm mad, kaffe og te, så her får du alt, hvad kroppen har brug for tidligt på dagen. Hotellets egen restaurant serverer også en dejlig middag, hvis du foretrækker en middag baseret på lokale råvarer. Her kan du nyde internationale retter og lokale favoritter, mens du ser ud over den flotte have.

Lothes Mat & Vinhus har byens måske mest centrale beliggenhed ved Smedasundet, og her finder du også et af byens bedste køkkener. Selve huset, som restauranten ligger i, er fra 1850. Da huset blev restaureret, blev der lagt vægt på at beholde den oprindelige stil både udvendigt og indvendigt. Resultatet er et hus med autentisk atmosfære, fyldt af charme, god mad og drikke – og et eget spøgelse. I dette hus har Lothes Mat & Vinhus holdt en høj gastronomisk profil siden 1989. Her benytter de sig af førsteklasses, lokale råvarer fra "havet vest derude" (fisk og skaldyr) og kød fra lokale leverandører.

Midt på kajen i Haugesund finder du restauranten og baren NB Sørensens Dampskibsexpedition. Indretningen oser af handel og maritim virksomhed – vægge og loft er rigt dekoreret med historiske genstande. Dette er et typisk uformelt og socialt mødested. De internationale menuer har noget til de fleste anledninger bl.a. kaffe, frokost, småretter, à la carte eller selskabsmenuer.

I NB Bar kan du nyde noget godt i glasset – her er et godt udvalg fra både tønde og flaske. Den store udeservering med overdækning, varme og tæpper holder åbent hele året.